I et hjørne af museet findes en lille særudstilling med effekter som sparekassebøger, sparemærker og maskiner fra pengeinstitutternes barndom.

Der er tale om meget velbevarede effekter, og størstedelen af dem er skænket af Sparekassen for Randers By og Omegn, der har eksisteret siden 1829 og som i dag hedder Sparekassen Kronjylland. 

Derudover er der også en samling af gamle danske pengesedler samt historiske billeder og avisartikler.

En spændende særudstilling midt imellem alle sparebøsserne.

'Randers Sparekasse. Den første budtaske fra ca. 1850. Reddet fra affaldsbunken, da vi flyttede fra St. Voldgade i 1936. Må aldrig smides væk, men afleveres til Sparekassen eller Historisk Museum, når man ellers vil skille sig af med den.’

Sådan skrev Erik Bjørnbak (1915-1994) med sirlig håndskrift på en beskeden seddel, der blev fundet i budtasken, efter hans død. Tasken blev af Bjørnbaks familie givet som gave til Sparebøssemuseet i forbindelse med åbningen i 1995. Læs her

Budtasken tilhørte Sparekassen for Randers By og Omegn, hvor Erik Bjørnbak blev ansat som elev i 1933. Han lagde sin hovedindsats som afdelingsdirektør i Sparekassens Nordre Afdeling på Mariagervej i Randers.

Bjørnbak var helt sikkert den mest fandenivoldske af de dengang unge sparekasseassistenter og vovemodet førte ham til modstands-bevægelsen i Randers under anden verdenskrig, hvor han var med til at udføre mange sabotager mod den tyske besættelsesmagt.

Natten til fredag 16. juni 1944 blev han banket op af Gestapo på sin bopæl på Fabersvej. Mærkelig nok opfattede besættelsesmagten ham som politisk fange og han blev efterfølgende interneret i Frøslevlejren ved Padborg og senere derfra overført til koncentrationslejren Dachau ved München. Han endte i Neuengamme-lejren ved Hamburg, hvorfra han i april 1945 kom tilbage til Danmark med den svenske greve Folke Bernadottes ’hvide busser’.

Efter hjemkomsten til Danmark vendte Bjørnbak tilbage til Sparekassen for Randers By og Omegn, hvor han med sin sprælske humor blev en levende legende frem til september 1983, hvor han gik på pension kort efter sit 50 års-jubilæum. Han døde pludseligt i begyndelsen af februar 1994 i en alder af 78 år.

Erik Bjørnbak er den eneste medarbejder, der har været ansat i Sparekassen, der i dag hedder Sparekassen Kronjylland, i mere end 50 år.

Se budtasken og andre budtasker i museets nostalgiske udstilling

”Sidst i april for 50 år siden (april 1945 red.) fik pastor Ejner Bjørnbak, Randers og hans kone Karen et lille postkort i farver med hvide svaner og danske flag. ’Herlig tur gennem Danmark’, stod der.

Kortet var af deres søn Erik sendt fra Nyborg 28. april 1945, da han efter et ophold i en koncentrationslejr var på vej mod Sverige i en af Grev Bernadottes hvide busser.

Forud var gået over 10 angstfyldte måneder, siden den 28-årige sparekasseassistent Erik Bjørnbak en tidlig morgen 16. juni 1944 var blevet arresteret af Gestapo i sit hjem i Randers.”

Sådan indleder Randers Amtsavis sin store minde-artikel om Erik Bjørnbak, som døde i 1994.

Hele artiklen kan læses i museet.

Fire unge menneskers skæbne

I museet finder du også bogen 'Mennesker i Sparekassen', som er skrevet af journalist og forfatter Poul Larsen.

Bogen fortæller hele historien fra 1829 til 2004 om Sparekassen for Randers By og Omegn, som senere blev til Sparekassen Kronjylland.

Fra side 163 til side 203 fortælles historien om fire unge mennesker, der i 1930'erne blev ansat i Sparekassen og som fik meget med hinanden at gøre, såvel i som uden for Sparekassen.

Historien i bogen indledes sådan:

"Oluf Kroer - søn af Sparekassens tidligere bogholder Søren Kroer - blev 16 år gammel ansat som elev i Sparekassen i 1932, og året efter kom den 17-årige Erik Bjørnbak som elev. Søren Bugge Vegger var 18 år, da han blev elev i 1936, og Christian Husum kom til som elev i en alder af 17 år i 1939.

Disse unge mænd kom til at udgøre en kvartet, der på forskellig måde - i lyst og i nød - fik meget med hinanden at gøre - også uden for arbejdstiden."

Med det sidste menes deres store engagement som modstandsfolk under anden verdenskrig, hvor de var involveret i flere aktioner i om omkring Randers.

Oluf Kroer blev desværre fanget af Gestapo og blev sammen med de øvrige frihedskæmpere Sven Christian Johannesen og Anders William Andersen henrettet af tyskerne den 2. december 1943 på Skæring Hede nord for Aarhus.

Hele historien i bogen er medrivende og spændende læsning.

En pengeseddel er et betalingsmiddel, der sammen med mønter defineres som kontanter. Pengesedler fremstilles typisk af papir, men kan også være lavet af andre materialer.

De fleste pengesedler indeholder sikkerhedsanordninger for at forhindre forfalskning, blandt andet kobbertryk, vandmærker, ultraviolette mærker og serienumre.

I Danmark blev de første pengesedler udstedt under Store Nordiske Krig i 1713. Sedlerne kunne dog ikke veksles til mønter, og danskerne havde derfor ikke tillid til sedlerne, hvis kurs hurtigt faldt til en langt lavere værdi end de tilsvarende pålydende mønter.

I 1728 blev sedlerne inddraget igen. I 1737 fik man de første danske pengesedler udstedt af en central bank, nemlig den private bank Kurantbanken, der var oprettet året før, og som fik eneret på at udstede pengesedler.

Sedlerne skulle være såkaldt sølv-indløselige, men banken udstedte flere sedler, end den havde sølvdækning for og også disse sedler mistede værdi. I 1757 blev deres sølvindløselighed ophævet.

I 1818 blev Danmarks Nationalbank stiftet som et privat aktieselskab og fik nu eneretten til at udstede pengesedler. Siden da har det udelukkende været Nationalbanken, der har stået for den danske pengeudstedelse.

I starten var Nationalbankens pengesedler denomineret i den daværende møntfod rigsbankdaler.

I 1875, da Danmark gennemførte en møntreform - hvor man erstattede de hidtidige rigsbankdaler og skilling med danske kroner og øre - udstedte Nationalbanken de første danske kronepengesedler, der lød på 10, 50, 100 og 500 kroner. 

Siden da har Nationalbanken med mellemrum udstedt nye serier af pengesedler. Siden 2. verdenskrig er der kommet nye serier i 1945, 1952, 1972, 1997 og 2009.

Museet har en samling af gamle danske pengesedler fra omkring år 1800 til 1970’erne.

Samlingen byder blandt andet på en otte skilling skillemønt-seddel fra 1809 og en halvtredsindstyvekroner seddel fra 1911.

Danmarks ældste sparekassebog, der helt op til 1980'erne fortsat var i brug.

Den blev oprettet nogle dage efter Sparekassen for Randers By og Omegns første åbningsdag 17. december 1829 og havde nr. 101. Der blev indskudt 50 Rigsbankdaler, hvilket i starten var det højest tilladte indskud.

Ved et rundspørge, foretaget i 1970'erne af dagbladet 'Politikken', blev det dengang fastslået, at sparekassebog nr. 101, Sparekassen for Randers By og Omegn var Danmarks ældste aktive sparekassebog.

Den første sparer, der gjorde indskud i Sparekassen, var i øvrigt fru amtsforvalter Wilde, der indskød 50 Rigsbankdaler på den aller første sparekassebog. Der blev på åbningsdagen indskudt på i alt 70 sparekassebøger. 

Det var i øvrigt fru Wilde's mand etatsråd og amtsforvalter Johan Christian Pantlitz Wilde, der stiftede Sparekassen for Randers By og Omegn 26. november 1829 sammen med kancelliråd og borgmester Ludvig Conrad Neckelmann, kancelliråd og herredsfoged Andreas Ludvig Reiersen, pastor Nicolai Eeg Kruse samt købmand og forligskommisær Jacob Holm.

I dag bruger man stort set ikke håndskrift med undtagelse af den personlige underskrift.

Udviklingen i skriveredskaber fra 1829 til i dag er gået fra fjerpen til stålpen til fyldepen til blyant til kuglepen og endelig til elektronisk databehandling (EDB).

Når man tilbage i tiden skrev med fjerpen og blæk, var akkuratesse og orden en dyd og der blev sirligt nedskrevet tekst og tal i kontrabogen.

Blækfjerneren fjernede overflødigt blæk, så resultatet altid blev smukt.

Stempler med mange forskellige tekster var desuden en stor lettelse i dagligdagen og vandt mere og mere inpas i udførelsen af arbejdet.

Skrivemaskine

I mange år brugte man skrivemaskine i pengeinstitutterne; først de manuelle og senere de elektriske.

I dag benytter alle en computer, hvad enten det drejer sig om skrive- eller bogholderi-funktioner.

Men mange pengeinstitutter har dog alligevel en enkelt elektrisk skrivemaskine stående, da nogle få arbejdsopgaver stadig er afhængig af det.

Museet har i udstillingen en Mercedes skrivemaskine fra omkring år 1930.

Museet har en lille samling af forskellige maskiner, som har været anvendt i pengeinstitutterne tilbage i tiden.

Vi kan roligt kan sige, at de alle er fra før IT-alderen.

I dag foregår stort set alt elektronisk, men før i tiden var alle maskiner mekaniske og skulle betjenes med håndkraft.

Maskinerne var udviklet til at gøre hverdagen nemmere for medarbejdere i pengeinstitutterne, og det er imponerende, hvordan de er udviklet til at lave præcis de opgaver, som man kunne komme ud for.

Herunder finder du et lille udvalg af maskinerne i udstillingen og en kort beskrivelse.

Sparemærker var en speciel form for opsparing med det formål at lære folk at spare op. Mærkerne blev klistret ind i en specielt bog og når den var fyldt, kunne man i sparekassen få værdien af de indleverede mærker overført til sin egen sparekassekonto.

Mærkerne blev oprindelig solgt af Dansk Sparemærke Kasse, som var stiftet i 1881. Fra omkring år 1920-1930 eksisterede kun skolesparemærker. Ordningen med sparemærker ebbede ud i løbet af 1960’erne.

Fra fortællingen ’Erindringer fra skoletiden i Udby skole 1951-58’ fortalt af Jens Anker Gjesing, har vi lånt dette afsnit:

”Så havde vi også noget, der hed ”sparemærker” i skolen. Det var også noget fru Andersen administrerede.

Det gik ud på, at man havde et lille rødt hæfte med opbyggelige ord, såsom ”mange bække små, gør en stor å” og lignende. Så kunne man formedelst fem øre købe sparemærker og klistre ind hæftet.

Når det var fuldt, jeg tror, der var for tre kroner i det, så blev det sendt op
i Sparekassen i Holbæk og sat ind på en bog”

Opsparing ved at købe sparemærker kunne også foregå i ens eget hjem.

’Vi kommer hjem til jer’ var ideen bag sparebud-ordningen, som var et forsøg på at få sat ekstra fokus på opsparing.

Sparebudet kom forbi bopælen én gang om ugen, og normalt var det altid den samme dag og næsten altid på samme klokkeslæt. Buddet medbragte den karakteristiske brune taske og den særlige sparemærketromle.

'Sparebudet ringer altid 3 gange', hed det sig, da sparebudene gav sig til kende ved at ringe tre gange - tre korte tryk - på dørklokken. De tre korte klimt er i morsesystemet betegnelsen for bogstavet S, som i dette tilfælde betød:

• Sparekasse
• Sparemærker
• Sikkerhed

Opsparingen foregik på den måde, at man af sparebudene købte sparemærker, som man klæbede ind i nogle særlige sparemærkehæfter.

Man kunne enten købe 1-kroners mærker eller 5-krones mærker. Der var fire blade i sparehæftet og på hvert blad var der plads til 40 mærker.

Når et hæfte var fyldt, gik man ind i Sparekassen og fik enten pengene udbetalt eller fik dem indsat på sin konto.

På den måde kunne man spare op til julegaver, ferie eller noget andet, som stod på ønskelisten.

I dag kendes opsparingsmetoden nok bedst som 'Julens Glæde', hvor man gennem den virksomhed, hvor man er ansat, kan sætte et beløb til side hver måned af sin løn og så få hele årets opsparing udbetalt op til jul.

Her ses det populære blad ’Sparegrisen’ med de endnu mere populære tegneseriefigurer Peter Spar og Søren Sold.

’Sparegrisen’ blev trykt første gang i 1932 og blev to gange om året uddelt gratis på skolerne i forbindelse med sparemærkeordningen. Bladet skulle sætte fokus på opsparing i stedet for at solde pengene op.

Det var de danske Sparekasser, som uddelte ’Sparegrisen’ til alle danske skoleelever.

I det første nummer skrev handelsminister C.N. Hauge (1870-1940):

”Kære børn! I kan selvfølgelig ikke vide meget om, hvad betydning det har at spare penge sammen på en sparekassebog. Men I forstår, at hvis far og mor ingen penge har, så kan de heller ikke købe og betale det, som gerne skulle købes og betales, såsom mad, klæder, husleje og mange andre ting.

De må så enten låne penge eller købe på kredit. Men lån skal tilbagebetales, og det samme er tilfældet med gælden til købmanden.

Derfor bør man stræbe efter ikke at skulle gøre gæld eller låne.”

Borgmester i København Ernst Kaper (1874-1940) skrev også i det første nummer følgende:

”Det slikkeri, børn i reglen køber, når de har nogle småpenge at råde over, smager dem måske nok i øjeblikket, men for meget af den slags er til fortræd.

Det er bedre for dem, hvis de lærer at lægge lidt penge op og at glæde sig til noget virkelig godt og fornøjeligt, som man kan få, når der er samlet noget på ’bogen’.”

'Sparegrisen ophørte med at udkomme på 25 års dagen i 1957; oplaget var da på en halv million.